Velkommen til Grundejerforeningen Gyngemose Park
Historien om Gyngemose Park
Gyngemose Park, det tidligere TV-byen, ligger på området, hvor Danmarks Radio tidligere havde hovedsæde. TV-byen fik hurtigt tilnavnet “Gyngemosen” opkaldt efter en nærliggende mose. De første studier blev taget i brug i 1963 og indtil 2006/07, hvor Danmarks Radio flyttede til DR-byen, var området epicenteret for Dansk TV-produktion.
På området var der en flot natur og en del ubenyttede arealer. Danmarks Radio solgte området til en projektudvikler, som efterfølgende i samarbejde med Gladsaxe Kommune lavede en helhedsplan for området, hvor der blev taget hensyn til bevarelsen af naturen, herunder beskyttelse af den spidssnudede frø, der er omfattet af EU’s habitatdirektiv om udrydningstruede dyrearter. Derfor er det sikret, at de vandhuller, hvor frøerne lever er bevaret og der er etableret vandrekorridorer ned til Gyngemosen.
Også butsnudede frøer og enkelte salamandere bebor de to vandhuller.
Idag er der spændende ejer- og andelslejligheder samt studieboliger, dagligvarebutik samt en række erhvervslejere, der har fundet vej til de spændende bygninger, der rummer en masse historie.